Roma o Morte! Historie og møder i den evige stad

Den varme luft rørte mig i det øjeblik, jeg forlod flyet. Det var som at træde ind i solen. Jeg elsker de store åbne vidder omkring Fiumicino Lufthavn. I horisonten lignede bjergene sovende elefanter under en klar blå himmel. Jeg var træt efter retssagen. Italien var en øjeblikkelig restitution. Jeg kunne ikke lade være med at smile bredt, da jeg følte mig let og boblende, som om jeg allerede havde drukket en halv flaske Prosecco, bare ved at træde ind på italiensk territorium.

Jeg havde kun været i Danmark et par dage. Fredag ​​tog jeg Flixbussen til Rom. I L'Aquila sprang buschaufføren pludselig ud af bussen med en banan: "Mangia, mangia!" sagde han og tilbød bananen til en hjemløs kvinde. “Mangia sole torte!” Hun spiser kun kage, forklarede han, mens han satte sig tilbage i  førersædet. Jeg blev rørt af hans gestus. Da vi ankom til Tiburtina var Rom stille, som om byen stadig sov. Luca, en italiensk fyr, jeg mødte på en konference i februar, foreslog pludselig at møde mig.

Jeg havde planlagt en turistdag på egen hånd og glædede mig. Luca hentede mig i en sort Mercedes SL500, jeg elsker den model. Den rullede op til kantstenen som en poleret sort diamant. Min turistdag fik en overraskende massiv opgradering, da vi kørte rundt med taget nede og lyttede til Bryan Ferry og First Aid Kit, Boys of Summer. Art immitates life. Dagen i Rom virkede uvirkelig, som en drøm.

Luca var udsøgt i Armani og Aqua di Parma, Arancia di Capri, solbeskinnede appelsiner på flaske. Han tog mig med til Gianicolo - Janiculum Hill, Roms ottende bjerg, hvor forfatningen fra 1849 er skrevet på væggen og Guiseppe Garibaldi modstod et angreb fra franske tropper. Fontana dell' Aqua Paola er uden sidestykke, og udsigten er mozzafiato (betagende). På mindemonumentet for Garibaldi står der: Roma o Morte! Rom eller Døden! Ordene ville ikke slippe mig. Garibaldi siges at have levet et lidenskabeligt og kompliceret liv. Han spillede en central rolle i Italiens forening. Rome o Morte var hans kampråb.

For mig er Garibaldis perspektiv ikke uaktuelt for det moderne samfund. Verden virker stadig opdelt i 2 slags mennesker, believers og none-believers.

Rom er en drøm. Rom eksisterede længe før, drømmen blev en realitet. Believere som Garibaldi gjorde drømmen til virkelighed. Min chef sagde for nylig: "Stine, du skal være bedre, end du er." Ah si? Ofte overstiger vores evner vores forstand. Det er Michelangelo-princippet. Kunstneren som ser værket inde i stenen. Min chef ser figuren inde i marmoren og skærer mig ud.

Palmetræerne og de høje fyrretræer i Villa Borghese brusede blidt i vinden i deres symfoni med cikaderne. Jeg smilede, i disse dage ville en kunstner nok blive betragtet som kvalificeret til indlæggelse, hvis han havde fortalt om sin idé om vanduret. Gioacchino Ersoch materialiserede sin drøm. Uret ser uvirkeligt ud. Et skrøbeligt fragment af et eventyr placeret på et grønt hjerte af vegatation i midten af et ovalt  springvand.

Gioacchino var en believer, han fik fantasi til at blive facts. Luca er en none-believer. Hans lingustiks  afslører det: "Kærlighed er svært i denne versen." Vi er, hvad vi forstår. For mig er det som at sige, at man ikke tror på solen, at naturen ikke er storslået. Kærlighed er Roma o Morte. Hvis du ikke jagter det sublime, jagter du det falske sublime. Jeg kan ikke leve sådan. Ingen dyd ingen mening. Mine eneste kompromiser er arbejde og støvsugning.

Er det muligt ikke at vide, hvad vi ikke ved? Hvordan finder man sin lille rolle i masterplanen? Einstein insisterede på, at virkeligheden er en illusion. Selvom det er vedholdende en af slagsen. Jung troede på synkronicitet, en Unus Mundus – En forenet verden. At der er en højere orden og meningsfulde tilfældigheder vil guide til individuation og vores sublime ved at præsentere os for tegn i form af drømme, møder, tal eller symboler. Synkronicitet har imidlertid den indbyggede forudsætning, at vi er i stand til at se tegnene og handle derefter.

Jeg kan godt lide Jungs idé om en højere virkelighed. Det giver mening, at alt hænger sammen. Hvor kvantefysik manifesterer sig i henhold til din tankegang og din personlighed bliver din virkelighed. Kvantefysikken har vist, at en partikel kan handle anderledes, hvis den observeres. Jeg tror på, at mennesker som partikler kan handle forskelligt afhængigt af omstændighederne, og at virkeligheden er dynamisk.

Jeg gik sammen med de andre passagerer mod indgangen til Fiumicino Lufthavn. Ved foden af ​​metaltrappen løftede jeg min lille trolley af jorden og begyndte at stige op af trapperne. Pludselig greb nogen min håndbagage. Ikke på en aggressiv måde, men som om det var den mest naturlige ting at gøre. Overrasket og forvirret drejede jeg min hage 45 grader til venstre, og der var han. En smuk mand. Hans øjne mødte mine, senza parole. Uden et ord fortsatte han med at bære min bagage til toppen af ​​trappen, hvor han forsigtigt efterlod den for mine fødder. “Tak!.. Grazie!” Udbrød jeg uden at vide, hvilket sprog han talte, da vi ikke havde udvekslet et eneste ord.

Efter jeg flyttede til Italien, er jeg blevet klar over, at det ikke kun er kvinder, der har en Karen Blixen-drøm. Mænd drømmer også. Min svenske eks ringede til mig og fortalte mig, at jeg ofte er i hans drømme. Vi rejser rundt i Italien i filmiske omgivelser: Vingårde, slotte og bjerge og at jeg vibrerer i hans sjæl som teksten til Vivo per lei. Den drøm kunne have været virkelighed, men desværre gemmer han sin frygt bag falske forpligtelser.

Ifølge Jung kan drømme være synkroniciteter og varsler for fremtiden. Jungs patienter drømte om anden verdenskrig, længe før den skete. Erfaringsmæssigt er der en stor kulturel forskel mellem skandinaver og italienere. I Skandinavien forekommer der at være en højere frekvens af none-belivers, som kun taler om deres drømme i stedet for at handle ud fra instinkt og synkroniciteter.

Passageren, der tog min trolley, gik tavst ved siden af ​​mig. Der var en åbenlys udstråling over ham, måske fra Forsvaret. Tatoveringen på hans højre læg så militær ud. Semper fi. Han forekom powerfuld, som en mand, man ved, der kan beskytte en kvinde. Det er ikke en selvfølge disse dage. Han mindede mig om Chris Hemsworth i filmen Extraction. He could extract me any day.

Jeg udåndede. Temperaturen og luftfugtigheden var høj. Hemsworth havde siddet direkte foran mit sæde i flyet. Jeg følte mig forvirret, men nysgerrig på hans næste træk.